Om os

Værdigrundlag

Værdigrundlag:

Det gode ophold på Gerlev Idrætshøjskole opstår i mødet mellem skolen og eleverne, når dette giver lyst og vilje til medansvar og handling i fællesskabet.

På Gerlev Idrætshøjskole møder eleverne et alsidigt og fagligt læringsmiljø, der sigter på at give eleverne almen og demokratisk dannelse.

Gennem mødet med kampen, legen, dansen og fordybelsen som kvaliteter i idrætten, arbejder vi med en forståelse af tilværelsen, der rækker ud over idrættens rammer.

Gerlev Idrætshøjskole forholder sig aktivt og debatterende til idrætten, kulturen og samfundet såvel lokalt som globalt.

 

For os betyder det blandt andet, at idrætten indeholder spændende og udviklende kvaliteter. Når den går op i en højere enhed, indeholder den både kampen, legen, dansen og fordybelsen. Det gør livet også, og vi ser derfor her på Gerlev, på idrætten som et fantastisk dannelsesfag, der giver mulighed for udvikling, modning, udfordring, oplevelser og erfaringer. Eller sagt med andre ord:

den måde vi underviser og mødes i idrætten, gør idrætten til langt mere end blot faglig fordybelse og dygtiggørelse.

Netop muligheden for at dygtiggøre dig i et intenst og stærkt fællesskab af unge mennesker, der både vil noget med sig selv og verden, er med til at skabe de rammer, som vi synes kendetegner god højskole.

 

Nedenstående kan du læse lidt om hvorfor kamp, leg, dans og fordybelse danner grundlaget for undervisningen på Gerlev.

LEGEN er afgørende som grundlag for erfaringer med de skabende sider af livet. Legen henter sin grundlæggende mening i graden af lyst og engagement, der lægges i den. Legen er først sjov, når man tager den alvorligt. Vi lærer, når vi leger.

 

KAMPEN er inspirerende og rummer de grundlæggende betingelser for livets udvikling. Den indeholder mulighed for gennem modstand at opleve, hvordan ens fysiske og psykiske formåen kan sættes ind og afprøves. I kampen møder du nye sider af dig selv og din moral må stå sin prøve.

 

DANSEN I dansen findes på den ene side drømmen om den ubesværede bevægelse, den fuldkomne timing og den rytmiske forglemmelse. På den anden side skabes det æstetiske udtryk, som giver mulighed for fortolkning af mening og hensigt. Dansen rummer nærværet hinsides fornuftens domæne.

 

FORDYBELSEN Ro, koncentration og vilje er nødvendige veje til indsigt i tilværelsen. Kroppen reagerer på det liv, du lever, og din brug af kroppen kan åbne for en selverkendelse, der giver dig bevidsthed om de følelser og ressourcer, du indeholder. Fordybelsen er også grundlaget for, at oplevelse kan blive til indsigt og anvendelse.

Teorien omkring kamp, leg, dans og fordybelse er udviklet af (især) Claus Bøje og Henning Eichberg, der har været ansat som idrætsforskere på Gerlevs tilknyttede Idrætsforskningsafdeling (nu: CISC). Teorien er med årene blevet indskrevet og brugt i flere og flere idræts- og skolesammenhænge, og lægger nu også til grund for en del af den danske folkeskoles dannelsesgrundlag.

På Gerlev er Kamp, Leg, Dans og Fordybelse en del af vores skolekultur - det er måden vi er sammen på, møder hinanden og lever tæt sammen i mange timer under samme tag. Kamp, leg, dans og fordybelse er mere end kvaliteter i idræt - det er en måde at leve på.

 
 
Kontakt os
 
 
 
Kontakt os

Adresse:
Gerlev Idrætshøjskole
Skælskør Landevej 28
4200 Slagelse

Telefon: 58 58 40 65

Man-tors kl. 09.00-16.00
Fre kl. 09.00-14.30

Fax: 58 57 09 34
E-mail: gerlev@gerlev.dk

Har du spørgsmål til de Lange kurser, er du altid velkommen til at kontakte Jakob Søndergaard direkte på mobil eller mail.

Mobil: +45 30 55 78 77
Mail: jsoendergaard@gerlev.dk

 
 
 
 
 
 
 
 
Send link:
http://www.gerlev.dk//om_os/vaerdigrundlag.aspx





Besked