10 timer ugentligt med fodbold og højskole: Det handler om legen
med bolden, kampen med modstanderen, kampen om at vinde - serious
play - og glimtet i øjet. Det er det gode spil og oplevelsen af at
blive en bedre og mere komplet spiller, der er drivkraften. Du vil
blive udfordret både teknisk, taktisk, fysisk og mentalt, fordi det
vil styrke dine evner som fodboldspiller.
Vi spiller både på græs og på sand, og der er rigtig meget
brasiliansk inspiration både i den legende tilgang til spillet - og
i form af forskellige brasilianske fodboldspil.
I fodbold specialet på Gerlev Idræts-højskole vil vi
arbejde på at forbedre din evne til at overskue banen, spillet og
spillerne, hvilket vil hjælpe dig til at forudse situationerne og
handle så tidligt som muligt. Som en naturlig del af
fodbold-specialet vil vi se nærmere på forskellene mellem mand/mand
og zone baseret spil. Der er kvaliteter i begge spilformer, så du
vil tilegne dig viden om de grundlæggende principper i begge typer
spil. Hvad kræves der af holdet og af den enkelte i de forskellige
typer spil? Som en del af undervisningen deltager holdet i den
lokale fodboldturnering, hvor vi kan teste formen og afprøve nye
ideer fra træningsbanen i kamp.
I vil møde en højskole-lærer, som i den grad stadig begejstres
over fodbold-spillet - og som efter flere ture til Brasilien har
hjembragt både futvolei bolde og stor lyst til at udbrede dette
fantastiske spil i Danmark.
FUTEVOLEI
Futvolei minder om beachvolley - det spilles bare med fødder,
lår, bryst og hoved. Et fantastisk spil der er udfordrende - både
teknisk og fysisk. Det rummer en del af forklaringen på de
Brasilianske spilleres sublime teknik....
Det er svært i starten - men det er fantastisk alligevel - det
SKAL prøves. Glæd dig!
På Gerlev har vi netop stiftet danmarks første futevolei
forening. Bestyrelsen består af Julie og en flok tidligere Gerlev
elever, som også er blevet begejstret for dette fantastiske
spil.
FUTSAL
Futsal spilles på en håndboldbane - 5 mod 5. Det spilles med en
mindre bold og der er ikke bander. Det er et hurtigt og intenst
spil, der kræver fuld opmærksomhed fra hele holdet. Alle vil blive
udfordret både teknisk, taktisk og fysisk - og oplevelsen af
spillet, når holdet har fundet hinanden, er fantastisk!
Spillene supplerer hinanden utrolig godt - og samlet set vil du
uden tvivl forbedre din fysiske form, udvikle dine taktiske evner,
optimere din tekniske formåen - og forhåbentlig krydre dit spil med
brasilianske boldtricks.
Det handler om det gode spil, målet er ikke kun at vinde, men i
høj grad også at nyde spillet og den gode kamp med modstanderen. Vi
deltager derfor også i den lokale turnering og spiller kampe mod
andre hold.
BARCELONA
Vi tager på en uges studietur til Barcelona, ser fodbold på camp
nou og spilller futevolei på stranden.
I 2010 var vi inde og se Champions League kvartfinalen -
Barcelona - Arsenal, hvor Messi og co. gav os en fuldstændig
storslået oplevelse.
Vi skal naturligvis også selv spille futevolei på stranden
(med/mod Brasilianere bosat i Barcelona) og futsal mod lokale
hold.
Ret til ændringer forbeholdes.