Efter de sidste års store succes, tilbyder vi igen et
tangokursus for let øvede - avanceret. Tangoen udtrykker mange
facetter af livet og handler i høj grad om en gensidig
kommunikation mellem manden og kvinden. Derfor åbner dansen gode
muligheder for at udforske og udvikle sider af én selv. Et
intensivt kursus med dig og din krop i fokus, intensiv
grundteknik og spændende temaer.
Efter morgensamling er der 1-times fælles morgentræning med
smidigheds- og styrkeøvelser efterfulgt af et formiddagsprogram med
fokus på kontakt, bevægelseskvalitet, og vigtige detaljer i den
grundlæggende caminada, pivoterings- og giroteknik samt
holdning.
Om eftermiddagen vil der blive undervist i forskellige, men
specielt udvalgte, temaer. Aftenens program vil indeholde
inspirerende foredrag og ikke mindst tangoaftener/milongaer med
forskellige temaer og DJ's.
Her kan danseglæden for alvor udtrykkes og udleves.
Vi har samlet et spændende lærerteam, der har erfaringen,
humoren og fagligheden på rette sted, og som elsker at undervise på
højskolen. Udover dansen, som selvfølgelig er central, er der
morgensamlinger, foredrag og mulighed for at vælge mellem kreative
fag og idrætsfag, som
f.eks. kor, kreativt værksted, beachvolley, frisbeegolf, boldspil
eller svømmehal.
Tilmeldingen kan enten være parvis eller alene. Hvis du
tilmelder dig alene, vil vi sætte dig sammen med en dansepartner -
det betyder, at der er en "venteliste", hvis det ikke går op. Vi
har kun plads til 50 kursister, så du må hellere skynde dig… Vi ses
på dansegulvet.
Du kan melde dig til et at følgende hold:
Hold A.
Begynder/letøvet
Undervisere: Kristian Andersen & Sofie Fruergaard
(www.totaltango.dk)
På dette niveau vil vi arbejde med de grundlæggende elementer og
figurer til at kunne begå sig på dansegulvet.
Der vil blive arbejdet med grundlæggende teknik, kontakt,
figurer, og vi vil arbejde hen imod at kunne improvisere frit i
dansen.
Dette hold henvender sig til dig, som ikke har danset tango før,
eller har gået på begynderhold og evt. også letøvet hold.
Hold B.
Øvet
Undervisere: Matias Facio & Claudia Rogowski,
Buenos Aires og Berlin (http://claudiaundmatias.blogspot.com/)
På dette niveau vil vi arbejde med mere avanceret teknik,
figurer med drejninger, improvisation og ornamenter.
Der vil yderligere blive arbejdet med musikalitet og hvordan du
bruger musikken i dansen.
På dette hold anbefales det, at du har danset tango i mindst et
år og har gået til undevisning op til øvet niveau, og jævnligt går
på milonga.
Øvrig underviser:
Morten Zacho, kursusleder og lærer på Gerlev Idrætshøjskole