I en velspillet kamp sejrede Gerlevs Basketball Speciale onsdag aften 59 - 29 over Slagelse Basket. Foran et veloplagt publikum, inciterende cheerleaders og med en myndig tjekkisk hoveddommer kom Gerlev rigtigt godt fra start, og førte 9-0 5 minutter ind i første quarter. Især Nicklas fik med flere præcise jumpshots sat sig i respekt. Langsomt kom Slagelse tilbage i kampen, og kun godt hjælpeforsvar af Hannibal og Sebastian under kurven hindrede Slagelse i at hente Gerlevs føring. I anden quarter stod Ann Sofie stærkt i forsvaret, hjulpet af Irena, der tog mange hårde slagsmål under kurven med de større Slagelse-spillere. Mod slutningen af anden quarter havde Slagelse held med et par flotte frispilninger, og stillingen ved halvleg var 29 - 20 til Gerlev.
I tredje quarter kom Gerlev stærkt tilbage. Anført af de aggressive piger Paulina og Veronica (the Tiger) spillede Gerlev meget stærkt i forsvaret, hvilket førte til flere hurtige fastbreaks. I setplay lykkedes det at sprede spillet og Veronica fik sat et par 3´ere. De skud der ikke ramte blev oftest reboundet af en velspillende Matej, der både beherskede reboundspillet i begge ender og samtidigt fik sat sig i respekt med effektivt centerspil i angrebet. Denisa fik både holdkammerater og publikum op af stolene med ikke mindre end 3 scoringer på mellemdistancen.
Tak til Slagelse for god og fair modstand i endnu en mixkamp! |